Uummannaq Kommune

Uummannaq er et af Grønlands nordligste samfund og samtidig en af de absolut smukkeste regioner. Det repræsenterer, det mange omtaler, som det ”rigtige Grønland”. Landskabet er barskt, med høje fjelde, isgletchere og ikke mindst isbjerge, der i høj grad er med til at dominere området.

Kommunen har et areal på ca. 93.000 km2 og 2799 indbyggere. I Uummannaq bor der 1496 mennesker, resten af indbyggere er fordelt på kommunens syv bygder, Niaqornat, Qaarsut, Ikerasak, Saattut, Ukkusissat, Nuugaatsiaq og Illorsuit. 

Carte_Uummannaq.jpg (127176 byte)    Klik på billedet og se bygderne.

Uummannaq By er anlagt af I.H. Bruun i 1763. Uummannaq betyder det hjerteformede fjeld, og byen er netop opkaldt efter det nærliggende og særegne fjeld, som i høj grad også er byens varetegn. Hovederhvervet er fiskeri, og i denne henseende er hellefisken en vigtig indkomstkilde, for byens mange fangerfamilier.  

Nord for polarcirklen oplever man i Grønland en sæson med mørke og en med midnatssol.  Dette gør sig selvfølgelig også gældende i Uummannaq, som er placeret cirka 600 km nord for polarcirklen. Den mørke tid dominerer området fra den 20 november frem til den 23 januar. Den 4 februar bliver solens genkomst fejret i stor stil af alle byens borgere, bl.a. går alle skolebørnene i sol-optog gennem byen. I en tilsvarende periode fra den 16 maj til den 28 juli kan man opleve midnatssolen. I slutningen af marts måned er dagene i Uummannaq længere end i Europa, og man oplever, at solen står på himlen i mere end 16 timer i døgnet. I mørketiden kan man opleve en imponerende stjernehimmel og nordlys i alverdens farver.
Uummannaq er på mange måder en region, der er rig på muligheder og storslåede oplevelser. På grund af det lokale klima er der virkelig lejlighed for at se Grønland i al sin pragt, når sæsonerne i deres vidt forskellige klædedragter, bidrager til unikke og eventyrlige øjeblikke.