Fritid

Uummannaq kan byde på anderledes og fantastiske muligheder, for den, der ønsker at prøve kræfter med (storslåede oplevelser) eventyr, såsom hundeslædekørsel, langline-fiskeri, vandreture i fjeldet og mange andre ting.
Årstiden er dog bestemmende for, hvad man foretager sig. I de perioder, hvor vejret ikke tillader den store udendørs aktivitet, er der rig lejlighed til at deltage i byens pulserende klubliv og de mange indendørs sysler, som bl.a. bliver arrangeret af  ”Fritidsundervisningen”, der er tilknyttet kulturforvaltningen.
I byen findes der 2 rivaliserende fodboldklubber nemlig UB-68 og FC Malamuk, sidstnævnte har taget navn efter den fugl, som i stort tal yngler her i området. Begge klubber er veletablerede og optager gerne nye spillere i deres trup. I denne sæson kvalificerede FC Malamuk sig til GM i fodbold, efter de noget overraskende slog UB-68 i den altafgørende kvalifikationskamp. Fodbold engagerer i stor stil alle byens borgere, og der er ofte en intens stemning, når det går løs på det flotte lokale stadion, som er sprængt ud i fjeldet. Når solen forsvinder og temperaturen falder foregår fodbold og mange andre idrætsgrene i den lokale hal.
Hvis man ikke er til fodbold, er der rig mulighed for at dyrke andre idrætsgrene. Bl.a. Tae-kwon-do, håndbold, badminton, aerobic, skindsyning, eller måske kajak-roning i den lokale klub.
Slædesæsonen starter som regel omkring februar, når isen har lagt sig på fjorden, og varer til engang i maj måned. Så længe man kan komme på isen, ligger mange andre aktiviteter stille. At køre hundeslæde er en stor oplevelse og er, hvad enten man forsøger sig med sit eget hundespand eller tager med, hvor der er mulighed for det, et eventyr, som skal erfares. På isen er der ligeledes mulighed for at prøve kræfter med langlinefiskeri, som kan resultere i fangst af bl.a. hellefisk, rødfisk, havkat, hajer, skolæst og meget andet.
Når isen er væk og sommeren for alvor begynder at presse sig på, indfinder en tid sig, som på mange måder er helt unik. Pludselig skinner solen 24 timer i døgnet og man forstår ikke hvordan man  kan være i besiddelse af så meget energi. Folk tager i fjeldet og griller til langt ud på ”natten”, sejler ind i fjord-systemet på jagt efter sæl, eller blot for at opleve den magiske stemning, som er til stede, når solen står højt på himlen og farver fjeldene i alle verdens farver.